
Olaf Rye Frandsen Mindesten på Rødding Kirkegård
I 1921 blev Skoleskibet København søsat. Skibet var et prestigeprojekt, ejet at Østasiatisk Kompagni (ØK), og var verdens største sejlskib, kendt og beundret blandt den danske befolkning, en stolt søfartsnation. Besætningen bestod af ca. 60 mand, heraf var de 45 elever.
Skoleskibet ”København” skulle komme til at fuldføre 9 rejser, som en kombination af fragt- og skoleskib, inden hun forsvandt i havets dyb. I løbet af skibets godt og vel 8 års levetid, nåede hun at tilbagelægge hvad der svarer til 435.000 km.
På den tiende rejse, på vej mod Adelaide i Australien, fra Buenos Aires i Sydamerika, forsvandt skibet sporløst d. 22. december. Denne dag udvekslede ”København” julehilsner med den norske damper ”William Blumer”, som befandt sig i området. Den sidste melding fra det danske skoleskib, om aftenen d. 22. december lød: ”Alt vel, roligt vejr”. Dagen efter, forsøgte den norske telegrafist flere gange at kalde ”København”, men forgæves.
ØK sendte flere skibe ud at lede efter eventuelle vragrester, men man fandt aldrig det mindste spor efter ’København’, og skibets forlis fortsætter med at være et mysterium. Ligesom med alle andre mysterier, affødte forliset også en masse spekulationer og myter, men vraget er aldrig blevet fundet, og en årsag er derfor aldrig blevet fastlagt.
Den tragiske og uforklarlige ulykke berørte folk over hele det danske land. Et af de synlige tegn herpå var, at der i årene efter blev placeret i alt 35 modeller af skoleskibet ”København” i danske kirker, og her findes de stadig, godt 100 år senere. I Ribe stift findes en model i Gørding Kirke.
Et andet synligt tegn er de mange mindesten der er rejst over navngivne elever og besætningsmedlemmer. På kirkegården ved Rødding Sognekirke har venner og kammerater til den kun 16-årige Olaf Rye Frandsen rejst en smuk mindesten, med motiv af skoleskibet. Ikke meget vides om Olaf, andet end at han var søn af manufakturhandler Christian Frandsen og Helga Frandsen (f. Nissen Arent).